Bror til skudoffer i Vollsmose: - Han jagtede ham rundt på parkeringspladsen

Image removed.

Mandag eftermiddag blev en 28-årig ramt af skud i Vollsmose. Broren til offeret fortæller her, hvad der skete. Politiet vil mandag aften hverken be- eller afkræfte oplysningerne.

 

En 28-årig mand blev skudt i Fyrreparken i Vollsmose mandag,og udenfor politiafspærringen samledes adskillige Vollsmose-beboere mandag eftermiddag. Flere af dem blev afhørt af det massivt tilstedeværende politi. En af de afhørte var Abdiwahaab Sabriye. Han fortæller til Fyens.dk, at han er storebror til det 28-årige skudoffer.

- Det føles helt urealistisk, at det er sket, og følelserne er ikke rigtig kommet endnu. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er sur og ked af det, og jeg troede, det var en dårlig joke, da min søster ringede og fortalte det, siger han.

Abdiwahaab Sabriye fortæller, at skudepisoden bunder i et forlist parforhold. Ifølge ham har skudofferet slået op med sin kæreste. Efter at han afviste at finde sammen med hende igen, gik hun til familien. Det fik hendes storebror til at opsøge offeret.

- Hendes bror jagtede ham rundt på parkeringspladsen her foran. Derefter jagtede han ham op i opgangen, fortæller Abdiwahhab Sabriye og siger, at det lige akkurat lykkedes broren at komme inden for døren i familiens lejlighed og få låst.

- Men så skød han ude fra opgangen og igennem døren. Skuddene ramte min bror, fortæller han.

Manden blev ramt i armen og maven og blev mandag eftermiddag opereret på Odense Universitetshospital.

Fra Kolding til Odense

Abdiwahaab Sabriye fortæller, at broren og resten af familien flyttede til Odense for tre år siden.

- De flyttede fra Kolding, hvor der er stille og roligt, til Odense, og så sker det her. Det gør mig utryg, at familien skal bo her fremover, og jeg er bekymret for børnene, siger han.

Abdiwahaab Sabriye beskriver den skudramte lillebror som en rolig fyr, der ikke er indblandet i kriminalitet og i stedet arbejder hårdt.

dddd

- Jeg kunne ikke forstå, at han var blevet skudt, for han har aldrig været oppe at slås. Da jeg hørte, at hendes bror havde skudt ham, fordi han havde slået op med hende, gav det mere mening, fortæller han.

Noget af det, der især gør Abdiwahaab Sabriye sur, er, hvordan hændelsen kunne have haft fatale konsekvenser for andre.

- Jeg kan slet ikke forstå, at folk kan finde på at skyde ind i en lejlighed. De ved ikke, om der løber børn rundt derinde, som de rammer, siger han.

 

source.ww.fyens.dk

 

Category